tirsdag den 14. oktober 2014

MONO lydproduktion om universitetets tilstand


MONO lydproduktion har lavet et radioprogram om universitetets tilstand, og i den anledning har vi bidraget med en tekst:

Dette semester begynder de nye studerende på et universitet, der forsøges voldeligt omformet i fremdriftens navn. Dette betyder kort fortalt, at man skal skynde sig at blive færdig med sit netop påbegyndte studie, så man hurtigst muligt kan komme ud på arbejdsmarkedet. Målet denne reform forsøger at opnå, er at producere flest muligt vidensarbejdere på kortest mulig tid. Fremdriftsreformen er derfor i sig selv forkastelig, men endnu værre er det at den kun er udtryk for en generel tendens i universitetetspolitikken. Denne reform er kun det seneste led i en lang række forringelser indført fra politisk hold, der alle følger samme neoliberale ideologi.
Reformerne af universitetet minder desuden om reformerne overalt i samfundet, tænk blot på dagpenge, kontanthjælp og folkeskolen. Både nationalt og internationalt ser man hvordan regeringer på den ene side fører en ekstremt neoliberal politik, på den anden foregiver at politik ikke handler om konflikt, men om nødvendig administration efter økonomiens lovmæssigheder.
Universitetspolitikken bestemmes i dag af kræfter udenfor universitet: dels af Folketingets vækstgale bureaukrater, dels ved at flertallet i universitetets bestyrelse er personer uden tilknytning til universitetet. Vi der rent faktisk udgør universitet – studerende og undervisere – er i praksis fuldstændigt uden for indflydelse. Det er den såkaldte vidensproduktion, der definerer universitetet i dag – ikke tænkning i sin egen ret. Reformerne misforstår simpelthen universitets væsen og ødelægger det derfor. Et af dette systems grelleste udtryk er ECTS-systemet og forestillingen om at et studie kan defineres ud fra en fuldkommen kvantitativ måling af effektivitet (igen er der tale om en international tendens, dette system er affødt af Bolognaprocessen). Den studerende får her ét point hver gang hun har studeret i 27,5 timer, og skal have tredive point hvert semester i fem år. Med syv ugers ferie om året tager det altså 37 timer om ugen at lære det, der skal læres. Hverken mere eller mindre. Består man ikke sin eksamen, må det betyde at man ikke har arbejdet nok, og det er derfor kun rimeligt at man indhenter det forsømte og arbejder på overtid det følgende semester. Fremdriftens universitet styres af en rigid opdeling mellem pointgivende og ikke-pointgivende aktivitet, der grunder i forestillingen om at universitetets evne til ‘vidensproduktion’ skal være kvantitativt målbar. Problemet med denne tankegang er at dens forestillinger om anvendelighed og effektivitet er komplet vanvittige, selv fra et rent samfundsmæssigt og økonomisk synspunkt. De store opdagelser gøres aldrig uden mål-løs, selvberoende grundforskning – det egentlig videnskabelige arbejdes betydning kan simpelthen ikke måles som kvantitativ effektivitet.

Universitetspolitikken skal bestemmes af universitetet
Lige så skandaløst er det, at der er tale om eksterne krav – at det ikke er studerende og undervisere, der har valgt måden forskning og undervisning udformes. Fællesskab og engagement er stort set elimineret fra universitetet, fordi undervisningen, forskningen, ikke drejer sig om en selvberoende interesse i at tænke, stræbe og udforske, men om snævre, eksternt stillede krav til karakterer, erhvervsrelevans og økonomisk vækst – om hurtigst muligt at klare sig igennem. Systemet bekæmper på denne måde aktivt enhver form for selvstændighed, initiativ eller oprigtig interesse. Og ikke mindst: politisk organisering af universitetet. Når alt fra undervisning og forskning til de fysiske rammer dette foregår i bestemmes fra oven bliver vi afmægtige og apatiske. Vi begynder at acceptere at vi blot er kunder i en geschæft på randen af konkurs, og forventer ikke at skulle have noget at sige i den sag. Vi begynder måske ligefrem at tro det er vores egen skyld hvis vi er bagud, stressede og frustrerede. Men vi skal ikke findes os i det! Vores studenterpolitiske gruppe, et andet universitet, er født ud af modstanden mod denne bureaukraternes invasion af universitetet. Hvis vi vil holde fortidens idealer om den frie forskning og selvberoende universitet i hævd må vi være absolut revolutionære. Vi må genoptage arven fra både Humboldt universitetet og maj '68. Vi er af den overbevisning, at et fællesskab der bygger på tillid og solidaritet kan være en åbning for det nye – eller det vi som generation kun har oplevet som forfald: opbygning af de sociale fælleder, af institutioner hvis eneste formål er at gavne og styrke et fællesskab, der respekterer individet nok til at se dets problemer som udtryk for det fælles. Vores gruppe har ingen planer om at repræsentere de studerende i forhandlinger, men opfordrer alle til selv at organisere sig og gøre modstand på enhver måde. Vi vil at studerende slutter sig sammen med deres undervisere i fælles front mod universitetsledelsen og regeringen. De eksisterende studenterorganisationer forhandler, og siger at vi skal kræve ‘det mulige’, men vi må i stedet skabe midlerne til at kæmpe. Vi skal genpolitisere vores hverdag og tage magten på universitetet tilbage! Vi tror på at det umulige, som så mange gange før, kan blive muligt, og vi kæmper derfor fortsat for at forsvare universitetet.





Her findes også tekster af studerende fra etnologi, antropologi, filosofi, freds- og konfliktstudier, historie og statskundskab.