Uddannelses- og
Forskningsministeriet udsendte i sidste uge deres forslag til
en såkaldt dimensionering af universitetet, så det bedre
passer til deres forestillinger om markedet krav. Når
det bliver vedtaget, betyder det, at afviklingen
af universitetet er
intensiveret. Hvis det er
de skiftende beskæftigelsestal og økonomiske
interesser, som
skal afgøre universitetets udformning, i stedet
for tanken og den frie forskning, så
vil der ikke længere være
tale om et universitet.
Forslaget er endnu
et symptom på en politik, som
sælger ud af og skærer ned
på samfundets offentlige
institutioner. Derfor nedbrydes
også universitet –
langsomt, men sikkert.
For at bekæmpe
denne udvikling må vi gøre fuldstændigt
op med politikernes tale om
økonomisk nødvendighed. Så længe
vi diskuterer ministeriets beregninger eller valg af model for
dimensioneringen, overser vi problemets kerne. Dimensioneringen og
den eksterne styring af universitetet skal afvises blankt, fordi de
bid for bid er i gang med at nedlægge universitetet. Uanset
hvordan den eksterne detailstyring legitimeres, er der tale om en
afvikling.
Dimensioneringsudspillet
er blevet fremsat på en så kompleks og forvirrende måde, at vi på
humaniora diskuterer hvilke statistikker, der skal ligge til grund
for afviklingen, og ikke
hvordan vi forhindrer den. I stedet for at modsætte os antagelsen
om at universitetet skal tilpasses erhvervslivet,
diskuterer man hvordan dette gøres. Det er klart for enhver at
ministeriets forslag er fuld af tekniske fejl og beror på
vildledende beregningsmodeller, men dette er hverken tilfældigt
eller vigtigt. Derfor diskuterer
vi noget uvæsentligt, så
længe vi taler om tal i
stedet for politik.
Dimensioneringsudspillet
er endnu et fundamentalt angreb på universitetet, og det bliver
ikke det sidste. Denne udvikling
kan ikke vendes ved
individuel modstand. Den førte politik har konsekvenser for hele
samfundet, og angrebene vil forsætte indtil vi
stopper dem – eller indtil den sidste rest af
det frie universitet er udryddet. Vi
kan som studerende og ansatte gøre modstand, hvis vi organiserer os.
Vi kan gøre dette ved at
politisere vores hverdag og tage magten på
universitetet tilbage.